Viden om førstehjælp

Sådan behandler du en forstuvning

Sådan behandler man en forstuvning med RICE-princippet

Ved en forstuvning har knoglerne i et led været trukket væk fra hinanden og er derefter “faldet på plads” igen. Derved får man forstrukket sener og muskler i leddet, ligesom blodkar, lymfekar og nervetråde også kan blive forstrukket. Forstuvninger kan gøre rigtig ondt, og de kan ofte forårsage hævelse og længevarende smerte i leddet, hvis de ikke behandles korrekt.

En forstuvning behandles efter “RICE-princippet”: Rest – Ice – Compression – Elevation (på dansk: Ro – Køling – Komprimering – Elevation/løft).

RICE-princippet

REST: Hold det forstuvede led i ro. Det vil kun blive værre, hvis du fortsætter med at bruge det skadede led. Det gamle husgeråd om, at en forstuvning skal løbes væk, er forkert.

ICE: Køl det forstuvede område hurtigst muligt. Det får blodkar i leddet til at trække sig sammen og mindsker dermed blødningen. Brug en kølepose (fx et pose dybfrosne ærter eller majs). Husk at du aldrig må komme is direkte mod huden, da det kan ødelægge hudcellerne.

COMPRESSION: Læg en støtteforbinding på det forstuvede led – den kan dermed også virke som beskyttelse mod huden, hvis du lægger isen oven på forbindingen.

ELEVATION: Løft det forstuvede led over hjertehøjde. Det sænker blodtrykket i leddet og mindsker dermed blødningen i området.

Hos voksne køler man 20 minutter ad gangen (10 minutter ved børn), holder en lille pause og køler derefter igen. Køl gerne mindst á 3 omgange – og gerne hele dagen. Om natten skal støtteforbindingen fjernes.

Hvis ikke smerten lindres løbende ved køling, bør man søge læge.

Forstuvning og rice-behandling

Del dette indlæg

Facebook
Twitter
Pinterest
LinkedIn